Terms and conditions

General Terms and Conditions

UNITY Aarhus Husorden

Ejendommen benyttes i dagligdagen af mange mennesker, der alle gerne skal have en god oplevelse herved. For at sikre at dette sker, er nedenstående ordensregler for ejendommen udfærdiget.

  1. Overholdelse

Husordenen skal overholdes af lejer - i det følgende kaldet ’beboeren’. Denne har samtidig ansvaret for, at dennes husstand og de personer, der er på besøg, overholder husordenen. Hovedprincipperne i husordenen er, at den beboer, der er omfattet af husordenen, udviser sund fornuft samt hensyn over for andre og overfor ejendommen. Det betyder bl.a., at nedenstående skal overholdes.

  1. Affald

Køkkenaffald skal være indpakket forsvarligt og tillukket før bortkastning i affaldscontainerne. Låget til affaldscontainerne skal altid holdes lukket. Affald der ikke kan fjernes med den almindelige dagrenovation, skal fjernes af beboeren for egen regning og ved egen foranstaltning. Det er ikke tilladt at henstille affald på området. De til enhver tid gældende anvisninger vedrørende sortering og bortskaffelse af affald skal følges. Der må ikke opbevares affald, flasker, dåser eller lignende på altaner og terrasser.

  1. Trappevask

Overordnet trapperengøring varetages af ejendommens vicevært. Som beboer har man pligt til at rydde op efter sig selv og skal selv renholde måtten udenfor entredøren samt pladsen under måtten.

  1. Altaner og terrasser

Altaner og terrasser skal holdes rene, fri for skrald, løvfald, affald m.v. Kasserede møbler, papkasser, hårde hvidevarer o.lign. må ikke placeres på altaner eller uden for lejemålet. Dvs. altanerne må ikke anvendes til opmagasinering af fx affald, flyttekasser eller hårde hvidevarer.

Der må ikke ophænges eller påmonteres effekter på ejendommens facade, herunder altaner, gelændere og lamper. Der må gerne opstilles blomsterkummer og lignende på altaner, dog skal disse være fastspændt eller på anden måde sikrede mod blæst. Det ikke tilladt at opsætte solparasoller, markiser, lamper eller andet på ejendommens altaner.

Det er tilladt at opsætte lyskæder eller anden flytbar belysning, dog kun i neutrale farver.

Nedkastning af ting fra altaner og tagterrasser er strengt forbudt.

  1. Cykler, knallerter, mv.

Cykler, knallerter m.v. må kun henstilles i de rum og på de pladser, der er indrettet hertil.

Eventuelle reparationer eller lignende skal foregå i cykelparkeringen.

Af hensyn til sikkerheden, er cykling, benyttelse af el-løbehjul og knallertkørsel forbudt på gangstier og grønne områder.

  1. Rygning

Der må ikke ryges indenfor i lejlighederne samt på ejendommens indendørs eller udendørs fællesarealer.

  1. Skiltning/opklæbning

Enhver opklæbning på mur, facade, eller ejendommen i øvrigt er strengt forbudt.

  1. Musik/støj

Benyttelse af musikanlæg, radio, fjernsyn, musikinstrumenter, m.v. skal ske med fornøden hensyntagen til naboerne og må ikke finde sted på altaner, for åbne vinduer eller døre jævnfør politivedtægten. Der skal udvises særligt hensyn uden for tidsrummene: Mandag til fredag kl. 08.00-22.00 Lørdage og søndage kl. 10.00-22.00

  1. Boremaskine & Hobbyværktøj

Boremaskine og andet værktøj må benyttes på hverdage i tidsrummet kl. 08.00-18.00 og i tidsrummet kl. 10.00-14.00 i weekender og helligdage.

  1. Skadedyr

Hvis en beboer opdager skadedyr, som fx mus, rotter, væggelus, møl og kakerlakker på ejendommens område, skal beboeren straks meddele dette til administrator. Det er ikke tilladt at fodre fugle, katte og andre dyr på ejendommens område. Er en beboer årsag til, at der er skadedyr på ejendommen, kan udlejer lade skadedyrsbekæmpelsen ske på beboerens regning.

  1. Vinduer /Ruder

Ituslåede ruder skal straks anmeldes til administrator, der rekvirerer udbedring gennem bebyggelsens glarmester. Skadevolder hæfter selv for udgifterne til udbedring af skaden.

Udlejer sørger for vinduespudsning og polering af vinduer og glas på ejendommens fællesarealer.

Beboeren er ansvarlig for selv at forestå vinduespudsning og polering af lejlighedens vinduer, såvel indvendigt som udvendigt, samt vinduespudsning og polering af lejlighedens indvendige altanglas.

  1. Bad/toilet

Ved rengøring af håndvask og toiletskål må der kun anvendes midler, der er anerkendt og beregnet til dette formål.

Vandspild skal derudover undgås. Beboeren skal sørge for, at toilet og vandhaner ikke løber samt at afløb er rene og velfungerende. Der må ikke smides genstande i toilettet, der kan stoppe afløbet.

  1. Fyrværkeri

Al affyring af fyrværkeri fra ejendommens fællesarealer er forbudt. Der må ikke affyres fyrværkeri fra altanerne eller terrasserne, ligesom der heller ikke må affyres fyrværkeri ud af ejendommens vinduer og døre.

  1. Husdyr

Der må ikke holdes husdyr.

  1. Skader/mangler

Eventuelle skader eller mangler på ejendommen, herunder i lejemålet, skal straks meldes til Udlejer/administrator.

  1. Elevator

Ejendommens elevator må benyttes til persontransport, samt til transport af effekter til lejemålet, herunder lejers dagligvarer, indbo, m.v. Lejer hæfter for evt. skader på elevator som følge af transport af effekter.

  1. Fællesarealer

Beboere og dennes gæster må anvende ejendommens fællesarealer til de formål sådanne arealer er indrettede. Gæster skal være i selskab med den beboer, der har inviteret dem. Som beboer er man ansvarlig for oprydning af de områder, man bruger, at affald smides ud og at borde mv. tørres af.

Der henvises i øvrigt til de af udlejer udfærdiget retningslinjer for brug af ejendommens fællesarealer, herunder:

• Retningslinjer for brug af ejendommens fællesarealer; • Retningslinjer for brug af fitness, yoga m.v.; • Retningslinjer for brug af ejendommens flex desk, library lounge og mødelokaler; og • Retningslinjer for brug af ejendommens saunaklub (”Helsinki”) beliggende på ejendommens 14. etage.

Brug af ejendommes fællesarealer er på beboerens eget ansvar. Udlejer er ikke ansvarlig for skade, herunder personskade, og lignende, som beboeren måtte blive påført i forbindelse med brug af ejendommens fællesarealer. Der henvises til udlejers retningslinjer nævnt ovenfor for en nærmere beskrivelse af beboerens brug af fællesarealerne, herunder ansvar.

  1. Øvrigt

Der må ikke efterlades private ejendele på ejendommens fællesarealer. Husk at trappen er en flugtvej, som i tilfælde af brand må påregnes benyttet uden lys.

Fodtøj eller andre effekter må ikke placeres på ejendommens trappe, repos, fordelingsgange, eller ejendommens øvrige fællesarealer. Cykler, legetøj, barnevogne og lign. må ikke placeres nogen steder i trappeopgangen.

Radio- eller Tv-antenner må ikke opsættes på ejendommen.

Udlejer forbeholder sig ret til, at husorden til enhver tid kan ændres. Der henvises også til lejekontrakten og lejeloven.